DET DER NYE HUS

Vi har som nævnt købt os et hus, nyt er måske så meget sagt, for det er fra 1940. Men det er nyt for os, og vi er ret forelskede. Vi havde egentlig ikke planlagt, at vi skulle i hus lige nu. Vi havde tænkt tanken, at vi måske skulle ud af byen, før det blev skoletid for Klint. Men der er altså vel og mærke stadig fem og et halvt år til. Vi har skrevet ham op til privatskole her i København, så det var ikke en pinedød nødvendighed, at vi skulle ud, mere noget der kunne være lækkert. Derudover har ønsket om familie tættere på været noget, vi gerne vil have, nu Klint er kommet til verden. Derfor kiggede jeg nok lidt oftere på huse, end jeg gjorde før. Dog har jeg egentlig altid gang i den gryde, da jeg virkelig finder det interessant. Men min Instagram er nu boomet voldsomt med annoncer for både lejligheder og huse, mens jeg har været på barsel, haha.

Men i en af mine mange søgninger kort før påske dukkede vores hus op. Jeg fandt huset, den første dag det var til salg. Jeg sendte linket til min kæreste med det samme, og jeg nævnte noget om, om det ikke var noget, vi burde se nærmere på. Som sagt så gjort, mandagen i påsken blev brugt på huskig, og vi droppede Klint af ved bedsteforældrene på vej derhen, så vi kunne få helt ro til at lure – og ikke få alt for ondt i armene af at løfte ham rundt på 3 etager, haha. Vi kørte derfra efter en halv times fremvisning, et andet par var der den sidste halvdel, så der havde vi mere ro til bare at gå rundt alene og suge til os. Da vi satte os ud i bilen bagefter var vi vist begge det, man nærmest kan kalde estatiske. Jeg var virkelig forelsket, og det samme var Pete. Men jeg måtte også lige forsøge at skrue lidt ned for det.

Skulle vi i hus nu? Skulle vi i hus der? Var det her huset? Vi havde ikke været ude og se andre. Det eneste vi havde forelsket os en smule i, var til salg et år før Klint overhovedet var på tegnebrættet, og derfor tog vi aldrig afsted og så på det. Og det var selvfølgelig solgt forlængst.

Vi brugte aftenen på at se alle huse i området i hele prisspektret. Vi ville være sikre på, at det ikke bare var fis i en hornlygte, der ville dampe af, når det næste flotte hus dukkede op.

Der var bare ikke ét hus, som var noget i nærheden af vores, ingen vi havde lyst til så meget som at kigge fem minutter på og ingen, hvor vi havde lyst til at tage en fremvisning. Vi talte og talte de følgende dage, og vi besluttede os for at tage kontakt til en købers mægler. Vi havde ligesom aldrig købt et hus før, kun en lejlighed. Vi ville gerne have hjælp til at være helt sikre i vores sag.

Vi så huset igen, vi var stadig lige forelskede og vores mægler tog over og forhandlede for os med sælgers mægler. En aftale faldt på plads og den 17. april, på Klints seks måneders fødselsdag, mens jeg lå på sygehuset med et anfald af galdesten, der skrev vi under på vores nye hus. Vi skal til Holbæk, hvor min kæreste er født og opvokset, hvor hele hans familie bor, hvor fjorden er lige i baghaven og vi kan se den fra soveværelset. Hvor vi får 3 etager, et hav af værelser og de allerfineste detaljer i vores arkitekttegnede hus fra 1940. Arkitektens eget endda. Det er så fint, så fint, og jeg glæder mig meget til at dele det hele med jer. Indtil videre får I et kig på vores nye fine trappe, som binder hele huset sammen fra kælder til kvist, og hvor en af de nyindkøbte lamper skal hænge.

SÅ GIK DER LIGE 3 MÅNEDER…

… Tiden flyver på barsel. Jeg havde ret store tanker om, at jeg da klart skulle blogge helt vildt meget ved siden af den der baby. Og det er jo egentlig ikke, fordi der ikke er tid. Men jeg får det bare ikke rigtigt gjort. Vi hygger os enormt meget, men der er ikke meget shopping og flotte ting i hverdagen, der er lidt mere gylp og bleskift og masser af babysmil. Hver ting til sin tid, haha, men jeg savner at blogge og vil gerne i gang igen. Jeg har aldrig været hende, der har undskyldt for tavsheden, men en forklaring skulle I da lige have: en baby. Verdens sødeste af slagsen heldigvis. Han fyldte 7 måneder i går, jeg kan ikke forstå, hvor tiden er blevet af.

Lad os lige runde de sidste tre måneder af og starte fra scratch:
#01 Babyen vokser derudaf og har fået vuggestueplads.
#02 Jeg har kun 3,5 måneders barsel tilbage, stress.
#03 Jeg skal have taget et kørekort, helst et hurtigt et.
#04 Vi har købt et hus(!)…
#05 Verdens fineste hus, 100 meter fra vandet og en farlig masse kvadratmeter at boltre os på. Jeg glæder mig til at vise jer meget mere!
#06 Jeg har blogget i 10(!) år. Det er 10 år siden jeg startede min første blog, det er jo helt vildt altså. Er der nogen derude, der har fulgt med fra begyndelsen? Eller er I alle sammen smuttet?
#07 Jeg har købt de flotteste (!) lamper til vores soveværelse og over trappen på første sal.
#08 Jeg har bogmærket 60.000 flotte ting, som jeg gerne vil have i vores nye hus.
#09 Jeg har købt en lyserød håndvask.
#10 Jeg har luret hunderacer, for nu kan vi få en hund! Omend vi dog lige venter et år eller to – og pakker den ind i en kasse (med lufthuller bevares) i gave til Klint. OMG!
#11 Alt det der skal fikses med salg og køb af lejlighed og hus, og en baby oveni. Og et kørekort. Og et hjem der skal pakkes ned. Oh dear.

Nå, men det er nok ca det der rumsterer her pt. Hvordan går det med jer?

VERDENS BEDSTE BLUSE :: OPFØLGEREN


I tidernes morgen skrev jeg et indlæg, om det jeg kaldte verdens bedste bluse, det er den stadigvæk. Og jeg har noget ala en 8-10 stk af den. Med korte og lange ærmer. Og nu er den næsten på hylderne igen. De er lidt løsere i ærmerne og ikke helt som den gamle, men alligevel meget tæt på. Men siden jeg var med i ALT for damerne i foråret er jeg blevet væltet af henvendelser om blusen, hvorfor jeg tænker, der er efterspørgsel for den. I finder den nye version her. Den kommer i tre flotte farver og koster denne gang 399. Det er ren merinould og den er simpelthen så rar at have på. Jeg har købt den khaki hjem og farven er smuk!

FØDSELSBERETNING :: DEL 5

Læs del 1 her, del 2 her, del 3 her og del 4 her.

Klokken var blevet 19.40 og med rygmarvsbedøvelsen blev mine veer noget mere medgørlige. De næste timer gik ud på en farlig masse gisp. Mange flere end jeg havde drømt om nogensinde at skulle igennem. Vi havde øvet dem til fødselsforberedelse, men jeg havde været lidt sløv. De stressede mig en del at skulle øve sammen med andre, haha. Men de kom heldigvis meget naturligt til mig, da jeg endelig skulle bruge dem. Jeg oplevede en voldsom pressetrang, og det var slet ikke tid endnu, jeg var kun 6 cm åben. Så der var tid endnu, og den blev brugt på gisp en masse, alt imens jeg frøs helt vildt, så jeg blev pakket ind i varme tæpper og dyner. Der var ikke den store udvikling for hvert tjek jordemoderen foretog, men der da skete lidt fra gang til gang. Klokken blev 23.20 og jordemoderen kunne konstatere, at jeg nu var 10 cm åben. Hun havde egentlig fri nu, men det måtte jo være lige oppeover, mente hun. Så hun blev hængende, selv da den nye jordemoder Sarah mødte ind.

Men baby lå altså ikke i bækkenet, som han skulle. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed, at man kunne ligge der og være helt klar, uden baby ligesom var med. Jeg var altså ikke klar til at presse nogen baby ud, for baby havde ikke endnu ikke indfundet sig, hvor han skulle. Antiklimaks lige der.

Den næste tid blev brugt som de forrige, vi ventede på, at rejen skulle rykke sig længere ned i bækkenet, men der skete ikke meget. Det blev derfor mit job, at få ham derned. Jeg fik go til at presse omkring kl. 01.15. Det var to skridt frem og et tilbage, det var lidt som det føles at løbe et virkelig langt maraton, sådan en pressefase. Tror jeg. Jeg har aldrig løbet et maraton, så hvad ved jeg. Men alle muskler i min krop blev helt kvadrede.

Han rykkede langsomt længere og længere ned. Dog var det en hård omgang, og den time, man normalt max presser i (som jordemoderen sagde) blev altså til mere for mig. Da vi var på 1 time og 15 minutter, og da rejen endnu ikke var født ringede jordemoder Sarah efter en fødselslæge. Ham mødte vi allerede kort, da vi indfandt os på fødestuen kl. 18.00, men nu skulle han altså tilbage. Det holdt dog hårdt, da han åbenbart ikke mente det var nødvendigt, og derfor var meget svær at trække væk fra sit igangværende. Jordemoderen ville gerne have ham der, hvis der skulle blive brug for, at rejen skulle tages med sugekop. For pressefasen havde altså varet vel længe, syntes hun. Og hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det sådan en sugekop. Fødselslægen troppede op efter meget møje og besvær, flere telefonsamtaler, blandt andet med afdelingsjordemoderen. Der blev kæmpet en brav kamp fra jordemoderens side. Han placerede sig med korslagte arme for enden af mit underliv og gloede, da han endelig havde indfundet sig på stuen. Men truslen om sugekop og et vedrop, som jordemoder Sarah lagde i min arm, da hun mente, der kun var små 10 minutter tilbage af fødslen, satte altså skub i sagerne. Hun fortalte mig ikke, hvor tæt rejen faktisk var på at blive født, en lille form for forberedelse kunne måske i bagklogskabens lys have været helt ok. Jeg blev bedt om at gispe, og jeg gispede alt, hvad jeg havde lært. Vi har vel alle en drøm om ikke at gå i stykker fra ende til anden og i næste presseve kom hele vores fineste reje til verden. I et hug. Det blev ikke nødvendigt at have hoved i begge ender for en stund. Klokken var 02.39, da rejen blev lagt op på mit bryst.

Med rejen kom resterne af mit fostervand som en ordentlig skylle, ned i jordemoderens BH, plask. Værsgo. Hun måtte ud og skifte tøj. Ind kom jordemoder Runa, som vi havde stiftet bekendtskab med til fødselsforberedelse på Riget (som virkelig kan anbefales)! Moderkagen blev født, mens rejen stadig lå på mit bryst, og Sarah kom tilbage fra tøjskift. Alting blev tjekket og jeg blev syet med et enkelt sting udvendigt, og rejen havde haft sin arm langs kinden på sin vej ud og derfor havde han kradset mig lidt og det skulle syes med et par sting indvendigt.

Jeg kom op fra fødebriksen og blev påkrævet at tisse. De trillede et lille fødselsdagsbord ind med flag, lys, brød og lidt at drikke. Døren lukkede sig, og vi var helt alene med den her lille allervarmeste klump, som bare var vores. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har været en del af.

Vi blev på fødestuen og var alene den næste times tid. Sarah kom tilbage og tjekkede rejen igennem fra top til tå. Alt var som det skulle. Hun fortalte, at de ville have en stue klar til os et par timer senere, hvor vi alle tre kunne slappe af, så vi blev på fødestuen lidt endnu. Klokken blev 7 og morgenmaden blev serveret længere nede ad gange, så jeg hentede morgenmad til os, mens min kæreste tog sig af rejen. Vi fik at vide, at stuen var klar, så vi pakkede vores ting og trillede ud i verden sammen.

Vi havde en virkelig god oplevelse med Rigshospitalet, personalet og alting. Jeg håber virkelig, at det skinner igennem i min fortælling. Fødselslægen var en sjov banan, der måske blev fanget på et skidt tidspunkt og samtalen mellem ham og jordemoderen kunne have faldet på et bedre tidspunkt end midt i mine presseveer, hvor jeg helst ville have haft hende hos mig. Bagefter beklagede hun meget, at han havde været så svær at hive op på stuen, nu hun vurderede der var brug for ham der. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt med hans hjælp, truslen om sugekoppen var rigeligt.

Selve fødslen var en rigtig god fødsel for mig, jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre. Jeg var allerede samme dag klar på en omgang mere, hvis det skulle have været nødvendigt og det er samme tanker jeg sidder med i dag næsten fire måneder senere.

Vi var på Rigshospitalet i to nætter på afdelingen for sårbare gravide. Jeg mistede min elskede mor i starten af min gravidite, og derfor tog jeg imod et særligt jordemoderforløb. Forløbet gav os et par ekstra besøg hos jordemoderen og derudover var alle besøg hos den samme jordemoder. Vi fik  tilbudet om overnatning på Rigshospitalet, så vi takkede ja tak til. Han kom trods alt meget tidligt om morgenen. Desværre fik Klint gulsot og derfor blev vi indlagt igen, anden gang var på barselsgangen.

SLIPPERS I LAMMESKIND

Slippers i lammeskind

Jeg delte for lidt tid siden mine nye slippers i lammeskind på Instagram. I var mange, der også drømte om et par, og jeg smed derfor linket i bio på Insta. Men der kan det jo ikke ligge og rode forevigt, og derfor tænkte jeg, at et indlæg herinde også kunne være godt. I kan finde dem lige her, og de er lidt små i størrelsen, som alt fra Kinaland. Jeg har brugt dem dagligt siden de ankom, og jeg er virkelig glad for, at de er åbne i fronten. Jeg synes ofte, mine fødder fik varmen vældig hurtigt i futsko der er lukkede. Her får de varmen uden at ende med at svede. Haha.