Læs del 1 her, del 2 her, del 3 her og del 4 her.

Klokken var blevet 19.40 og med rygmarvsbedøvelsen blev mine veer noget mere medgørlige. De næste timer gik ud på en farlig masse gisp. Mange flere end jeg havde drømt om nogensinde at skulle igennem. Vi havde øvet dem til fødselsforberedelse, men jeg havde været lidt sløv. De stressede mig en del at skulle øve sammen med andre, haha. Men de kom heldigvis meget naturligt til mig, da jeg endelig skulle bruge dem. Jeg oplevede en voldsom pressetrang, og det var slet ikke tid endnu, jeg var kun 6 cm åben. Så der var tid endnu, og den blev brugt på gisp en masse, alt imens jeg frøs helt vildt, så jeg blev pakket ind i varme tæpper og dyner. Der var ikke den store udvikling for hvert tjek jordemoderen foretog, men der da skete lidt fra gang til gang. Klokken blev 23.20 og jordemoderen kunne konstatere, at jeg nu var 10 cm åben. Hun havde egentlig fri nu, men det måtte jo være lige oppeover, mente hun. Så hun blev hængende, selv da den nye jordemoder Sarah mødte ind.

Men baby lå altså ikke i bækkenet, som han skulle. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed, at man kunne ligge der og være helt klar, uden baby ligesom var med. Jeg var altså ikke klar til at presse nogen baby ud, for baby havde ikke endnu ikke indfundet sig, hvor han skulle. Antiklimaks lige der.

Den næste tid blev brugt som de forrige, vi ventede på, at rejen skulle rykke sig længere ned i bækkenet, men der skete ikke meget. Det blev derfor mit job, at få ham derned. Jeg fik go til at presse omkring kl. 01.15. Det var to skridt frem og et tilbage, det var lidt som det føles at løbe et virkelig langt maraton, sådan en pressefase. Tror jeg. Jeg har aldrig løbet et maraton, så hvad ved jeg. Men alle muskler i min krop blev helt kvadrede.

Han rykkede langsomt længere og længere ned. Dog var det en hård omgang, og den time, man normalt max presser i (som jordemoderen sagde) blev altså til mere for mig. Da vi var på 1 time og 15 minutter, og da rejen endnu ikke var født ringede jordemoder Sarah efter en fødselslæge. Ham mødte vi allerede kort, da vi indfandt os på fødestuen kl. 18.00, men nu skulle han altså tilbage. Det holdt dog hårdt, da han åbenbart ikke mente det var nødvendigt, og derfor var meget svær at trække væk fra sit igangværende. Jordemoderen ville gerne have ham der, hvis der skulle blive brug for, at rejen skulle tages med sugekop. For pressefasen havde altså varet vel længe, syntes hun. Og hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det sådan en sugekop. Fødselslægen troppede op efter meget møje og besvær, flere telefonsamtaler, blandt andet med afdelingsjordemoderen. Der blev kæmpet en brav kamp fra jordemoderens side. Han placerede sig med korslagte arme for enden af mit underliv og gloede, da han endelig havde indfundet sig på stuen. Men truslen om sugekop og et vedrop, som jordemoder Sarah lagde i min arm, da hun mente, der kun var små 10 minutter tilbage af fødslen, satte altså skub i sagerne. Hun fortalte mig ikke, hvor tæt rejen faktisk var på at blive født, en lille form for forberedelse kunne måske i bagklogskabens lys have været helt ok. Jeg blev bedt om at gispe, og jeg gispede alt, hvad jeg havde lært. Vi har vel alle en drøm om ikke at gå i stykker fra ende til anden og i næste presseve kom hele vores fineste reje til verden. I et hug. Det blev ikke nødvendigt at have hoved i begge ender for en stund. Klokken var 02.39, da rejen blev lagt op på mit bryst.

Med rejen kom resterne af mit fostervand som en ordentlig skylle, ned i jordemoderens BH, plask. Værsgo. Hun måtte ud og skifte tøj. Ind kom jordemoder Runa, som vi havde stiftet bekendtskab med til fødselsforberedelse på Riget (som virkelig kan anbefales)! Moderkagen blev født, mens rejen stadig lå på mit bryst, og Sarah kom tilbage fra tøjskift. Alting blev tjekket og jeg blev syet med et enkelt sting udvendigt, og rejen havde haft sin arm langs kinden på sin vej ud og derfor havde han kradset mig lidt og det skulle syes med et par sting indvendigt.

Jeg kom op fra fødebriksen og blev påkrævet at tisse. De trillede et lille fødselsdagsbord ind med flag, lys, brød og lidt at drikke. Døren lukkede sig, og vi var helt alene med den her lille allervarmeste klump, som bare var vores. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har været en del af.

Vi blev på fødestuen og var alene den næste times tid. Sarah kom tilbage og tjekkede rejen igennem fra top til tå. Alt var som det skulle. Hun fortalte, at de ville have en stue klar til os et par timer senere, hvor vi alle tre kunne slappe af, så vi blev på fødestuen lidt endnu. Klokken blev 7 og morgenmaden blev serveret længere nede ad gange, så jeg hentede morgenmad til os, mens min kæreste tog sig af rejen. Vi fik at vide, at stuen var klar, så vi pakkede vores ting og trillede ud i verden sammen.

Vi havde en virkelig god oplevelse med Rigshospitalet, personalet og alting. Jeg håber virkelig, at det skinner igennem i min fortælling. Fødselslægen var en sjov banan, der måske blev fanget på et skidt tidspunkt og samtalen mellem ham og jordemoderen kunne have faldet på et bedre tidspunkt end midt i mine presseveer, hvor jeg helst ville have haft hende hos mig. Bagefter beklagede hun meget, at han havde været så svær at hive op på stuen, nu hun vurderede der var brug for ham der. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt med hans hjælp, truslen om sugekoppen var rigeligt.

Selve fødslen var en rigtig god fødsel for mig, jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre. Jeg var allerede samme dag klar på en omgang mere, hvis det skulle have været nødvendigt og det er samme tanker jeg sidder med i dag næsten fire måneder senere.

Vi var på Rigshospitalet i to nætter på afdelingen for sårbare gravide. Jeg mistede min elskede mor i starten af min gravidite, og derfor tog jeg imod et særligt jordemoderforløb. Forløbet gav os et par ekstra besøg hos jordemoderen og derudover var alle besøg hos den samme jordemoder. Vi fik  tilbudet om overnatning på Rigshospitalet, så vi takkede ja tak til. Han kom trods alt meget tidligt om morgenen. Desværre fik Klint gulsot og derfor blev vi indlagt igen, anden gang var på barselsgangen.